Hilsen fra Sognepræsterne 

Det er jul igen, det’ nu vi hygger os bedst…

NU kommer julen med alle dens krav om hygge og samvær og styrtløb mellem klippe klistre; hjemmebag; luciaoptog; gløgg; jule afslutninger; julefrokoster; familietamtam; gaveindkøb; husk pakkekalenderen; husk mandlen, husk at sylte rødkål og husk så ikke mindst at hygge dig imens! Man bliver helt udmattet, og det kan give akut behov for at lave en M.C. Einar og bryde ud i brok: ”De samme ting i TV, de samme julegaver … Overflod og frås med familie og med venner. Samvittigheden klares med en ulandskalen der”

Der findes også dem, der ikke brokker sig. Der er børnene, de rigtige børn og de indre børn, som glæder sig. Og så er der dem, der ville ønske, de havde noget at brokke sig over – ville ønske, at de havde travlt med at gøre noget med og for dem, de holder af; at der var nogen, der forventede noget af dem. Julen er en gavebod af følelser, for når vi fej rer noget sammen, er der også altid mulighe den for at føle sig udenfor, enten fordi vi ikke kan lide den måde, vi fejrer det på, eller fordi vi ikke har mulighed for at være med i festen.

”Det hele begyndte med det lille Jesusbarn – Julemanden kom først, da han opdagede, der var fest” sådan cirka sagde en meget klog Bamse (Bamses Billedbog i 1994) - Julen i kirken begynder med det lille Jesusbarn. Den begynder med glæden over det nye håb og de nye begyndelser. Så fulgte fejringerne, og de har udviklet sig fra de vise mænd trådte ind ad døren til i dag. Det er værd at huske på, for det sætter os fri til også at gøre noget nyt: vi har lov at fejre julen på en måde, der giver os plads til at glæde os og plads til at række den glæde videre (den rækkes lige godt, om rødkålen er købt eller hjemmesyltet).

” vi bærer på glæde i gavepapir og kan ikke holde den inde den vokser sig større, jo mere vi gi’r og lægger os julen på sinde.” (De vise mænd i årets julemusical)