Hilsen fra Sognepræsterne

Nisser, troldtøj og lys til Sankt Hans Nu om dage kan man nærmest ikke se den, den gamle gravhøj. Ingen, der går forbi kan vide, hvilke fester, der engang blev holdt her. Ingen kan heller vide om de helt er holdt op. Ingen kan vide det, medmindre de har held til ganske stille at nærme sig - Måske på en midsommeraften, hvor det siges, at der er særlig trolddom i luften. Måske vil de da høre nogen le og snakke. Musik, der strøm mer ud. Måske vil de fange et glimt af noget, se lyset, der strømmer ud over marken, når de nisser, der bebor højen, holder fest og lader døren til højen stå åben. Men man må være forsigtig, for mærker nisserne, at et menneske nærmer sig, så lukker de straks døren til, og i det næste øjeblik er det, som om, det, man netop har set og hørt, aldrig har fundet sted. Og man spørger sig selv: så jeg det virkelig? Hørte jeg det virkelig? Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde. Nisserne her skulle efter sigende bo i Lyshøj.

I bogen Det gamle Als fra 1926 fortæller konen Kirsten Eriksen om Sankt Hans-blus fra tiden efter 1864. Hun fortæller, hvordan heksene jo red til Bloksbjerg netop den aften, og de skulle nødig få den ide undervejs at slå sig ned her. Så der blev tændt bål, og man lavede blus på lange stænger ved at sætte ild til gamle tjæretønder eller halmknipper.

I dag er troen på hekse og troldtøj måske væk, men det er glædesblussene ikke. Og det er vores trang til at holde ild i dem heller ikke – i dem og i håbet og i ønsket om fred. Når Kirsten Eriksen mindes Sankt Hans på Als i gamle dage, fortæller hun, hvordan man nær kysten kunne se lysene fra bålene ovre fra det gamle land. Længes og mindes, og synge de gamle viser som stadig gjaldt. Nu ved vi, at der skulle komme svære tider, men også tider igen, hvor det, de længtes efter, lykkedes.

På samme vis er det, når vi stadig tænder bål. Vi mindes: Alle de aftener vi har stået ved bålet og dem, vi har stået der med. Vi kan længes efter en anden, enklere tid, hvor fremtiden virkede mere sikker. Og så kan vi afgive løfter om selv at tænde lys og bære frem for dem, der kommer efter os. Dem, som en dag skal stå om bålet sammen. Hvad vil vi give dem? Hvad vil vi lære dem? Vi vil lære dem, at lyset vinder over mørket, når nogen har mod til at bære det frem - at blive ved med at bære det frem. Vi vil lære dem, at der er mod at hente selv i de lys, som virker til at være langt væk. Og så: at ser vi os omkring, går vi ganske stille, ja, så er der mange ting at opdage. For den, der lægger mærke, så er verden meget andet end de trolde, der truer, og lyset kan komme mange steder fra.

Hvem ved? Måske falder der igen en aften lys ud af døren i Lyshøj.

Sophie-Lønne Hundebøll, fra båltalen ved Bund Sø en regnvåd Sankt Hans aften.